Butikken
Bæredygtig luksusvintageSydsjællands vildeste vintagebutik
Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, og produktionen af tøj står for over 10 procent af verdens samlede udledning af CO2.
Det er ikke holdbart, så vi er nødt til at tænke anderledes. Ideelt set, burde vi jo nok ikke købe så megen beklædning som vi gør, men der er en anden vej, nemlig at genbruge det, vi allerede har.
I Muldiversets vintagebutik finder du unik luksus-vintage – typisk fra 60’erne til 90’erne – og ofte af de helt store designere i fuldkommen unik kvalitet og i et design som holder i evigheder. Eller du kan finde sjove, unikke beklædningsgenstande som vi er faldet over på vores ture og synes skal have et evigt liv. Der er altid mere end 1.000 stykker beklædning, sko og accessories og der er afdelinger for det feminine, maskuline og børn.
Vi finder og indløber vintage fra både Danmark, resten af Europe og vintage-teamet har et virkelig godt øje for hvordan og hvor vi kan finde de mest unikke genstande.
Butikken har også masser af produkter til personlig pleje som alle har en stærk bæredygtighedsprofil og er produkter vi tror på.
Du finder enkelte fødevarer i butikken. Vi har nemlig et sortiment af lokale, unikke produkter, herunder friskmalet mel fra Lammehave, sorthavregryn fra Engdigegaard, kaffe fra Just Coffee og et udvalg af økologisk slik og snacks. Det er også muligt at købe vores økologiske og biodynamiske drikkevarer med hjem.
Kig forbi og oplev butikken. Den har åbent i Muldiversets åbningstid.
Butikken har også sin egen Instagramprofil hvor du kan finde flere billeder af produkterne. Se mere på @evighedsdesign.
Museum for det bæredygtige fødevaresystem
De første 2,5 år var butikken et bud på, hvordan vi ønskede et bæredygtigt fødevaresystem: Økologiske, biodynamiske, lokale, bæredygtige råvarer og produkter – mere end 900 forskellige varer, heruder alt hvad en husholdning nogensinde ville få behov for. Fra friske grøntsager over egenproducerede syltevarer, brød, specialiteter til rengøringsmidler.
Butikken repræsenterede en dannelsesrejse ud i hvordan vi ville kunne omgås vores fødevaresystem med omtanke, respekt og klodeklog kærlighed og var samtidig et bud på, hvordan vi kan skabe økonomisk levedygtig virksomhed i netværk af fødevareproducenter i udkanten.
Men i et fødevaresystem som det danske, hvor det ikke er bæredygtighed, fornuft og ansvarlighed, men prisen, som driver hvad der ligger på hylderne i supermarkedet, er et idealistisk projekt af den art, ikke økonomisk bæredygtigt. Og det er svært at overbevise forbrugeren om, at det er en ufattelig god ide – i forhold til bæredygtighed, klima, miljø og personlig sundhed – at købe den biodynamiske gulerod fra regenerative landbrug, når den økologiske hybridsort kan fås i supermarkedet et par kroner billigere.
Så den bæredygtige fødevarebutik var ikke økonomisk bæredygtig, så vi besluttede at dannelsesprojektet ville fortsætte som tidligere i restauranten, båret af vores idealisme og gastrononomiske filosofi, mens butikken i maj 2022 blev omdannet til i stedet at fokusere på luksus-vintage, personlig pleje og enkelte lokale fødevareprodukter.